Juridiske oplysninger

Identifikation af juridiske enheder i værdipapirtransaktioner på tværs af landegrænser

Brugen af identifikatoren for juridiske enheder er foreskrevet i Europa-Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1247/2012 (2), som foreskriver brug af en unik og mere universel kode ved handel med OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre. De centrale depositarers egne identifikatorer bør kun bruges internt. Når en enhed rapporterer og indsender oplysninger til kompetente myndigheder, bør der anvendes en generelt accepteret standard som f.eks. en LEI (svarende til ISO-standard 17442). Det gør det muligt at identificere parter i transaktioner med værdipapirer ud fra deres LEI-kode, uanset hvilket land de har indgået aftalen med.

Hvilke gennemførelsesforordninger foreskriver brugen af en LEI-kode i EU?

Europa-Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1247/2012 (2) fastsatte, at eftersom OTC-derivatkontrakter normalt hverken kan identificeres entydigt ved hjælp af eksisterende koder, der er almindeligt anvendt på finansmarkederne, såsom den internationale værdipapiridentifikationskode (ISIN), eller beskrives ved hjælp af ISO-klassifikationskoden for finansielle instrumenter (CFI), skulle der udvikles en ny og almindeligt anvendt detektionsmetode. Den 16. august 2012 trådte Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (»EMIR«) i kraft, som indeholdt retningslinjer for brugen af LEI-koden til at opfylde EMIR-rapporteringsforpligtelsen. Det større behov for brug af LEI-koder opstod som følge af direktiv 2014/65/EU (MIFID 2), som trådte i kraft den 3. januar 2018, og den direkte gældende forordning (EU) nr. 600/2014 (MIFIR, artikel 26), som pålagde alle virksomheder registreret i Europa, der ønskede at købe eller sælge værdipapirer noteret på børsen, en forpligtelse til at have en LEI-kode.